Intro

Dette måtte jo ske – at Yahya Hassans digte fandt vej til prædikestolene rundt omkring i folkets kirke. Den her unge, muslimske poet, som konfronteret med vores kultur, og presset af sin egen, kan afsløre, hvad vi selv har sløret. Nogle dækker deres hår, andre deres sind og sandhed. I dag spørger Yahya relevant; hvordan vil du made din sult. Og et andet sted; jeg vil bebrejde lysternes elendighed, deres forplantning i min sjæl, hvis jeg kan gøre krav på dette århundrede, min kokainsjæl, min internetsjæl, min pornosjæl, min pengesjæl, min fængselssjæl. Og ret har han; vi er alle fanget af noget og det er kun sjældent sandheden. Hvordan du mader din fangne sjæl, er også på tapetet i dagens tekst, der er en dialog, en samtale, ja nærmest en scene. Man ser det hele for sig, ser hvordan kvinden komme gående i løse klæder måske i blåt, og med gnistrende sort hår, man ser Kristus sidde fredsommeligt ved kanten af kilden, måske vipper han med foden. De to falder – selvfølgelig – i snak. Og langsomt opdager vi, at deres ordveksling har et karikeret udtryk, for de taler helt forbi hinanden. Om den længsel og tørst som mades, men som kun kan stilles evigt et helt andet sted end ved det vores sjæl hænger fast. Vi propper os; med penge, med porno, med Iphoneinternet og bliver fangede af propperiet. Mer vil have mer. Fordi længslen ikke dulmes, tørsten ikke stilles.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel heller ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af det her vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Du ved det ingen andre ved. Vores fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I jøder siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Joh 4,5-26

Prædiken

Også vi misforstår Gud, vi misforstår budskabet, vi misforstår kirken ligeså ofte og ligeså gennemgribende som kvinden her. Hun tager det hele for pålydende. Hun begriber ikke at vandet, han kan give hende, slukker en helt anden tørst. Hun tager det bogstaveligt og tror at han kan fikse et mirakelbæger, som stiller tørsten til evig tid, bare man drikker af det én gang. Det er ligeså irriterende og absurd, som i vores dage, hvor mennesker tror at man skal tro på bibelen efter bogstaveligste form, at jorden skabtes på 7 dage, Jesus gik på vandet og at alt er en 1 til 1 tydning. Når vi måler på almindelige danskeres tro, så tror de at man for at tro skal tro bogstaveligt. Det giver bogstaveligt talt ingen mening, hvad teksten i dag altså også vil vise.

For kvinden kommer for at sanke vand til sin overlevelse, hun kommer til et særligt sted, men kun særligt fordi det dengang var livsnødvendigt for hende at kunne hente vandet. Ligesom supermarkederne i dag er særlige steder, det er der vi jager vores føde. Uden supermarkeder, ville vi være ilde stedt i dag. Tænk over det – hvor mange af os er egentlig i stand til at opretholde livet, uden jævnlige indkøb? Kun de få. Og tilsvarende gør sig gældende for kvinden, som ikke har rindende vand indlagt i sin lerklinede hytte. Hvis kilden udtørrer, kan hun godt begynde at se sig om efter en ny, for uden brønd, ingen overlevelse. Så hun kommer altså til dette særlige sted, som hun er helt igennem afhængig af. Hun kommer med forventningen om at få dækket sit behov, indhente det nødvendige vand, og således oplivet gå derfra tilbage til hverdagen og opvasken og thebrygningen. Men så er det hun møder en mand. Ret beset har der vel kun sjældent været mænd ved brøndene – mon ikke vandhenteriet ligesom i dag på klodens tørre steder, helt overvejende blev udført af kvinder? Nå, men han sidder altså der, og er tydeligt jøde. Hun møder ham med datidens holdning; at han ikke vil hende noget. Og her bliver scenen flippet. For jøden her, den fine Herre, beder helt uventet om hjælp. Om at hun skal give ham noget. Det kommer vældig meget bag på hende, at hun skulle have noget, som han kunne finde tiltrængt. Deres ordveksling bliver herfra bizar, både fordi den er forudindtaget og fordi de taler kildent forbi hinanden.

I kender den slags samtaler, hvor man er vidne til at to, taler om vidt forskellige ting. Og nærmest ophidses over den andens uforstand – når nu de hver i sær så indlysende har ret. Hvad de sikkert ville give hinanden ret i, hvis de altså talte om det samme. Men det gør de ikke, og det gør kvinden i Sykar og Kristus heller ikke.

For hvad handler denne samtale egentlig om? Den handler om ikke at tage livet for bogstaveligt. Den, der kun taler konkret, mister poesiens virkning, og beskriver alene verden. Det er maskinelt, det er stivnet, det er uden udsyn og uden sans og håb for livets storhed. Bogstaveligheden blokerer for det sande, kan man sige. Ingen kunster er bogstavelig, ingen troende er det. Derfor går fundamentalisterne frygteligt galt i byen, når de tager hvert bibelord bogstaveligt, og glemmer at se historien bag, når de løfter hvert ord, hvert vers, hver tekst i bibelen op over sig selv. Så dagens tekst peger på, at hvis vi tager os selv og vores hverdag for bogstavelig, så gør vi verden mindre end den er. Gør livet til noget, som skal kunne sanses, noget vi kan regne ud, forudse og forstå.

Kvinden er som mennesker – som vi - er flest; hun møder personen ved brønden, denne fremmede mand med forventninger og fordomme. Og hun kommer målrettet og forventer ikke at finde andet end det der kan opfylde hendes mål. Og pludselig møder hun det, som er meget mere, end bare opfyldelsen af målet; som jo altså var at samle det livsnødvendige vand. For Kristus tilbyder hende det vand, som gør at hun aldrig mere skal tørste. Men i stedet for at blive målløs, så klapper hun begejstret i hænderne; tænk om hun kunne få sig noget vand, som gjorde at hun ikke længere var afhængig af brønden. Tænk, om det var ligegyldigt om den tørrede ud, fordi hun havde fået vand, som sikrede at tørsten blev holdt på varig afstand. Man forstår godt, at hun nærmest siger ’hit med det’ – bortset altså fra at hun slet ikke begriber omfanget af de ord hun præsenteres for. Begriber ikke at der her midt i dagligdagen er adgang til evigheden. Hun forestiller sig ikke – og vi med hende – at det hellige, det som er udover det særlige, dét skulle være tilgængeligt der hvor vi står og går. Mange mennesker tænker, at det hellige er andre steder end de selv er. Måske i kirken. Men sagen er selvfølgelig den, at det hellige er ånd. Ikke byer, ikke steder. Men alene der, hvor ånden er. Og omvendt, er der kun kirke, hvor der er ånd. Ellers er det bare en bygning.

Det hellige er så nærværende, at det er til at overse. Som ikke at kunne se skoven, for bar træer.

Kristus slutter dialogen, han opsummerer den faktisk, når han siger; hør her, lille dame, det er faktisk mig der er Kristus – altså messias – og jeg siger dig allerede alt nu, ja jeg har faktisk lige sagt det. Hvis bare du havde øre at høre med og øjne at se med, så ville du have set, at din Gud er lige foran dig indkapslet i dine forventninger. Og forventer du kun at møde verden bogstaveligt, så går du fra kilden nok med vand, men også med en tilbagevendende tørst. Den der går til en gåde og tager den for fakta ejer ikke humor. Hvad er forskellen på en ren og en beskidt elefant; den bogstavelige vil svare at den ene er snavset, den anden ikke. Gådens ejermand, vil svare; en beskidt elefant er slet, slet ikke det samme som en ren, et rensdyr, en hjorteart. For at gå til troen må man gå til Gud som en gåde. Det er hvad Kristus fortæller i dag, hvor han afslører om sig selv at han kan give en kilde som øser evigt. Ikke en brønd der kræver pumpeværk og spand, men en helt anden kilde. Enhver må afklare sig for; om livet rummer en gåde eller alt kan opklares videnskabeligt. Tror du på gådens mulighed, har de indset din sjæls sprække. Din længsel efter at se mening og sammenhæng i dit eget liv og i det hele taget. Den sprække må blive til en åbenhed for, at livets særlige steder stadig nok er supermarkederne, men de hellige steder, dem kan vi ikke på forhånd pege ud. Det er hverken et kirkerum eller en kube eller en prædikant eller en form. Det hellige opstår, hvor to eller flere er samlet. Derfor fortsætter samtalen højst mærkværdigt; efter det med vandet, siger han til hende at hun skal hente sin mand. På en eller anden måde må dette at hun har en mand, som hun skal hente, og vandet, der fører til evigt ikke at tørste, hænge sammen. På en eller anden måde må det vigtigste i teksten være det lille ord i. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv stod der. Det, vi kan få fra Gud, vil blive til noget inden i os, som gør at vi ikke mere har en ustillelig tørst og det, der kommer ind og bliver som en kilde vi kan hælde af, må være noget der hænger sammen med hvem vi deler livet med. Luther har sagt at det vores hjerte hænger ved er det vigtigste i vores liv og sjæl. Yahya kalder det min kokainsjæl, internetsjæl, pornosjæl, pengesjæl, fængselssjæl. Grundtvig har sagt at de døde bor, hvor mennesket er nedsunket i materialisme og selvrealisering. Vi er fanget af det vi hænger ved. Angste for at miste det, som kvinden er bange for at tørste, hvis brønden skulle udtørre. Bundet er vi alle, af det vi higer efter og det kan vi intet hælde af, det bliver ikke en kilde, men en hunger efter mere. Derfor må vi spørge; hvad kan vi hælde af? Hvad kan vi give videre? Og hvad behøver aldrig tørre ud, hvis det kommer direkte fra Gud? Jeg tror, jeg tolker, at vi havner i at du skal elske din Gud og din næste som dig selv. Jeg tror vi ender i at det du under dig selv, skal du unde enhver anden. Jeg tror det Kristus forklarer kvinden og det Yahya viser os, er at vi må løses fra det usande, fra det nemme svar, som overser gåden og kun høre bogstavet. Vi må finde ud af hvad vi egentlig gerne vil mades med, og så må vi opdage at Gud øser menig ind i os, sm vi kan øse videre af til vores mand og kone og alle andre. Vi havner i kærligheden. Det gør vi ofte i kristen tro. Og går man til skriftemålet lyder det sådan her; Gud, det sidder i os som en gåde i vores sind at vi kan nægte andre kærlighed. Det er ufatteligt. At vi nægter dem vi elsker vores kærlighed. Kristus siger til os; hent den du har kær. Øs af din kærlighedsevne, den har du fra mig, den ophører aldrig, men er der for at du skal videregive, øse af den. Den som bygger livet op, den skaber mening. Og den kommer fra Gud – det er hans skaberkraft som vælder frem. Som erantis af vintermuld. Sammen kan vi bebo de levendes land.