Indledning

I dag er salmerne en tidslinje: Vi synger salmer, som besynger Guds tid i verden. Guds tid, forstået som det evige og det der ikke forandrer sig. Derfor indledte vi med at synge en salme om det lyksalige menneske, der kender sin tid. En salme om, når alt er såre godt, saligt, ja lykkeligt. Men Guds tid skæres af menneskets tid som er mere foranderlig og flyvsk. Det er den tid, der kan trække mennesket væk fra Gud, så mennesket bliver "utidigt".

At gå i kirke og komme til gudstjeneste, som vi sidste uge hørte også handler om at afvikle sig selv, markerer også og måske endda først og fremmest et tidløst sted, et helle, hvor vi en times tid er udenfor tid og rum og vores egen utidighed. Grundtonen i salmerne er derfor håbefuld. For ingen tid, selv ikke modgangstid, er uden Gud.

Lad os høre hvad det kan blive til. Jeg vil bede jer…

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48

Prædiken

Præcis det med at Guds tid og Guds sted er hvad der er på færde i dag. Vi kunne næsten ligeså godt have hørt et stykke af prædikerens kendte tekst; der er en tid for det ene og en tid for det andet, så klar er pointen idag. Der er noget der har sin tid og sit sted. Og kirken er først og mest tid og sted for bøn; et bedehus og ikke et kræmmer-marked. Det forventer vi i dag at alle forstår, fordi beretningen om hvordan Kristus smider de handlende på porten ligger dybt i vores kultur.

Det de solgte var nu – sådan for en god ordens skyld – ikke ungernes aflagte legetøj eller sommerhusets overskydende udtjente møbler, men derimod duer til ofring længere inde i tempelgården. Og her nærmer vi os kernen: for den der ofrer noget har på sin vis en del af magten. Duerne er udtryk for en kontrakt – jeg ofrer en due, du Gode Gud, du giver hvad jeg beder om. Det sind forfølger fortsat mennesket. Vi har det vanskeligt med at alt ikke er i vores hånd. Vi opfører os og lever sådan set også som om det var, og insisterer endda på at det kan være sådan! En due – så er min fremtid sikret. En pensionsopsparing, en livsforsikring en sikkerhedsventil og så går det såmænd nok som jeg ønsker. Så hvad er det da teksten i dag kan sige os – hvad er det der skal jages ud af templet i vores tid? Jo kort og godt; Det er vores åndelige dovenskab, han vil jage ud. Sløvheden, tomgangen. Når vi gør livet til en kræmmeraffære. Når et menneske formindskes til bare at være en forbruger og skatteyder. Når livets højeste mening bliver at komme ud på arbejdsmarkedet, bidrage til global konkurrenceevne og sidenhen dø med en golfkølle i hånden. Når meningen med det hele er til at overse og vi ikke længere kender hverken os selv eller Gud, ikke ved, hvad der er op eller ned, ikke ved, hvad der tjener til vores fred, som teksten sagde, da går Jesus op i limningen. Vendt imod al spidsborgerlig elskværdighed. Så kalder han mennesker ud af vås og facade, ud af lunkenhed, alt det, som lammer et menneske, og kalder i stedet til vågenhed, til at vi må forholde os til meningen og livets værdier.

Og her kan vi vende tilbage til det med Guds tid og Guds sted. For på sin mærkværdige vis er det for tiden os, der bestemmer, hvornår vi tager Gud ud af skabet, som vores hus-satiriker har tegnet præst og julemand side om side i kirkebladet. Kirke og kræmmer. Os der bestemmer hvornår det er tid for det der med Gud. Og derfor får vi også ret meget magt over hvad det skal være for en gud. Der er ikke stor forskel på at ofre en due og vide sig sikker på at dette lille offer vil medføre held og lidt medvind, for Gud er købt af offeret og gør som vi vil. Marionetgud. Der er ikke så langt derfra og så til vores gudsbehandling; at vi tager ham frem når vi skal bruge et skud højtidelighed og vi tager ham frem når vi er i nød. Der er bare det ved det, at er ikke Gud forpligtet på at gøre vores vilje. Det glemmer vi; vi glemmer at det ikke er Gud, der er i vores hånd, men os der er i hans!

Kaj Munk siges at have udtalt disse harske ord om menneskets syn på hvad Gud kan bruges til: Er Gud forpligtet til at pudre dig i enden, når du er træt af at sidde ned? At levere solskin, at levere fred i verden, at levere halve kyllinger, når du ringer på klokken? Gud er ikke en kelner ... Vi har ikke fået Jesus for at gøre os glade. Det har vi Ib Schønberg til. Og man kunne fortsætte; Jan Gintberg og andre moderne klovne.

Der er med andre ord noget på spil. For sådan en Gud er ikke videre anvendelig. Og sådan en skabsgud mister man hurtig tiltro til, når julemandens sæk ikke rummer, hvad man skrev på ønskelisten. Men noget ganske andet. Noget barsk. Noget modgang, så mørk at man bestemt ikke tror Lysets Gud kan findes. Men her er det godt at vide at selv i mørket er Gud – man har selv stillet ham derind egentlig – og ud af skabet må han. Ud fra den betragtning at mørket er en modningstid, og fremtiden er Guds. Ikke din. Vi famler bare efter denne enkle livsmåde, og forstår den ikke, fordi vi er så vant til at bestemme over livet. Tror vi.

Rune T. Kidde, som fik lov at prædike forrige år i Jakobskirken på Østerbro, han sagde sådan her – og ordene passer ligeså godt i min mund; og jeg citerer; ’Kierkegaard siger: ”Hjertets renhed er at ville ét.” Ikke at lade sig forstyrre af et utal af signaler fra alle verdenshjørner hvert sekund. Ikke at lade sig hypnotisere af en pc-smartphone-fladskærms-pseudoverden, men at dvæle, at fokusere ved den ene klare tanke, den ene klare eksistens, som vi her i kirken kalder guddommelig. Man må for min skyld kalde det, hvad man vil, men vi nærer i dag en angst for at kalde den klare tanke for Gud, lige som vi frygter døden og ulykken og rynkerne og smerterne.’

Vi har med andre ord tabuiseret Gud – det er derfor vi gemmer ham væk. Sørine Godfredsen skrev sidste weekend at snart er den eneste fordomsramte gruppe tilbage, de der går i kirke. Det er en interessant betragtning. Interessant at vores insisteren på mangfoldighed, at der skal være plads til alle, alligevel betyder at der er nogen der ikke er plads til. Engang var det gøglerne og kræmmerne, der blev jagtet ud af forgården for at rense templet. I dag er det os, der bliver jagtet ud af den merkantile og storsælgende verden, for ikke at besudle den klare tanke om handel og biolog.

Også interessant at vi taler om det med Gud ude i verden, og bekriger hinanden – ikke for Guds skyld men for vores egen – og at vi højlydt diskuterer om det med Gud overhovedet skal diskuteres i det offentlige rum. Hvor meget må Halalkød fylde på Hvidovre hospital, hvor mange kors må vi bære om halsen som manifest på vores tro? Alt imens det er ganske fredeligt rent faktisk at komme her i kirkens tidslomme. Og hvem gør så det, kommer her? De der har brug for ham. Så vender vi tilbage til skabsguden… For hvornår kommer man her? Og mere rammende; hvordan? Jo – man kommer med tomme hænder og med fyldte hjerter. Når barnet man er blive rakt skal døbes, når den man elsker skal have sit ja og når en man har delt livet med er borte. Da kommer man. Da tager man skabsguden frem – her giver han måske ikke nogen videre mening, men her har han betydning. Og det er godt nok for mennesker og for Gud!

I det øjeblik man krydser tærsklen og træder indenfor sker der en vending. Kirken der før var noget – en bygning – der lå et sted i byen. Måske på en bakke. Bliver med et til en selv. Man bliver selv den tomme kirke. Man åbner sit hjerte og lader sig besøge af det guddommelige, der kan ske og komme en i møde ved en gudstjeneste. Man åbner sit indre gæstekammer for Gud for at tage imod. Som Luther skrev: Til Gud kommer vi med tiggerens tomme hænder.  Og det er det, der er på spil i dag – forskellen på hvordan man stiller sig til verden i hverdagen. For til røverkulen kommer man med fyldte hænder. Fulde af gods, der skal stuves af vejen. Til eget brug eller med henblik på videresalg til den omverden, som vil bedrages. Dermed mener man at have skaffet sig en rigdom, man kan ty til eller falde tilbage på. En egen sikkerhed. Men det er et indfanget og kunstigt fastholdt bytte! Og det kan derfor til hver en tid tages fra én. Ligesom offerduerne blev kastet på porten i sin tid. Nej, vi finder bestemt ikke fred i alt det, vi hjemfører som bytte eller utålmodigt danser omkring i tom tid.

I ser det nok nu; dagens ærinde og spørgsmål: er du en røverkule eller et bedehus?

Røverkulen viser sig, når vi i vores halsende foretagsomhed, ikke vil vide af tomhed og venten, men fylder op og fylder på. Det viser sig i vores sind, når vi ikke vil vide af den tomhed og venten, der f.eks. kan høre sorgen til, men rædselsslagent fylder den op og fylder den ud med piller og terapeuter. Ikke mindst, når det er andre end os selv, der er sørgende. Røverkulen rammer os alle – vi kender godt den sult, der klinger inden i. Det vil ske igennem et liv.

Men at være et bedehus – en kirke – er at turde lade sig besøge. Betyder, at man indeni skaber plads for et gæstekammer, som man lader stå tomt til gæsten, og at man tør vente på besøg. Et besøg som kommer til os, kommer udefra og ikke kan ranes, for det kan hverken tro, tillid, håb eller kærlighed. Det rækkes os. Udefra. Heldigvis er Guds tid altid, et evigt nu. Han står på dørtærskelen. Åbner du?

Sampleprædiken - stor tak til utallige prædikanter, vedledninger, oplæg og citatbøger som denne søndag gav mig nyt syn på tempelrensningen.